Fonden

Prisoverrækkelse

Aalborg Kommune løb med årets Socialøkonomiske Kommunepris, der uddeles af Glad Fonden, Specialisterne og Grennessminde.

Den Socialøkonomiske Kommunepris uddeles hvert år som anerkendelse til kommuner, der på forbilledlig vis understøtter det rummelige arbejdsmarked og socialøkonomiske virksomheders rolle.

Aalborg Kommune modtager prisen i 2021 for deres ihærdige indsats for at fremme lokale socialøkonomiske virksomheders forretning og partnerskaber samt gøre det attraktivt for almindelige virksomheder at ansætte fra kanten af arbejdsmarkedet.

Begejstringen og stoltheden var tydelig hos Rådmand Mai-Britt Iversen og erhvervskonsulent Frida Tarp, da de modtog prisen på vegne af kommunen.

“Når vi kommer hjem med den her enormt flotte pris, som vi er rigtig glade for, så har vi også en måde at gå i medierne og sige ‘Se her – det nytter noget, når vi gør noget.”

Mai-Britt Iversen, Rådmand i Aalborg Kommune

Aalborg Kommune har en række signaturprojekter, som har fået et stort antal mennesker i arbejde. Et af dem er projektet Impact60, hvor det med investeringer fra Aalborg kommune lykkedes restauranten KaffeFair at få 29 ud af 84 kandidater med psykisk udsathed i hel eller delvis selvforsørgelse. Det svarer til en effekt på 46%, hvilket er højt for målgruppen.

Prisoverrækkelsen og fejringen af vinderen var sidste indslag på konferencen ”Nye veje til en styrket socialøkonomi” den 20. september.

Dagen bød på spændende inspirationsoplæg, workshops, og vigtige drøftelser blandt deltagerne om blandt andet de ændrede rammevilkår ift. samarbejder mellem socialøkonomiske virksomheder og jobcentrene, om perspektiver på skalering af socialøkonomisk virksomhed, og om muligheder for en aktiv indkøbspolitik i de kommunale udbud, hvor der kan reserveres områder til socialøkonomiske virksomheder.

Konferencen blev afholdt af de organisationer, der plejer at stå bag Det Socialøkonomiske Telt på Folkemødet: Specialisterne, Grennessminde, Incita, Kooperationen, Glad Fonden samt advokatfirmaet Foldschack, Forchhammer, Dahlager og Barfod.

 

Her samler vi ikke på data, men på glade historier